Arena Midt Kjellerup er et flot og velbygget sportskompleks, der blandt andet byder en stor parkeringsplads med plads til både lastbiler og traktorer, samt et cafeteria kaldet Terrasse Caféen, hvor de lokale kan stille sulten. Torsdag var der karbonader med stuvet grønsager og hvide kartofler på menuen til kun 60 kroner. Og det var meget populært. Under opvarmningen kunne de grøntklædte krigere både se og høre de omkring 5 spisende gæster, der under stor fornøjelse fortærede festmåltidet.

Fenner var i et fantastisk humør og kastede sig som holdets ambassadør hurtigt ud i en bundsolid og meget charmerende mandeflirt med både dommere og en flot trimmet halbestyrer, der var noget af en levemand. Anstrengelserne gik rent ind hos målgruppen, og der herskede god stemning i hele Arena Midt. Hele holdet følte sig meget velkommen. Før kampen var der sågar snak om at flytte kampen fra Hal B til Hal A, da de ansvarlige spottede håndboldkendis Lange Madsen, der med høj kvalitet i helhed og detalje tog sig af udskiftning, taktik og indkøb af vandflasker. Men ak – opgøret blev ikke spillet på Centre Court, og det var nok fint nok, fordi hjemmebaneholdet fik tørre tæsk. Forsvaret stod godt, og vi fik for første gang i sæsonen gang i paraderne. Det nød Mark godt af, og han blev kun passeret 15 gange efter en god præstation.

Måltavlen viste 1-1 efter 8 minutter. Det var lidt pinligt. Specielt fordi Voel-drengene spillede sig frem til store chancer, men afslutningerne var elendige. Kjellerups keeper var en ung fyr, der helt sikkert havde spist mere rugbrød end franskbrød, og han fyldte godt i kassen. Men niveauet var ikke til at få ham til at ligne en levende mur á la Torben Turbo anno 1994. Og 1994 var pudsigt nok også fødeåret for den ældste spiller hos modstanderne. På trods af afbud fra både Paw P og Stig B var der over 10 års forskel på gennemsnitsalderen på de to hold. Heldigvis var der mere kondi end håndboldhjerne på Kjelleups hold, så det blev en forholdsvis nem sejr.

Det er rigtigt dejligt at opleve et godt sammenhold og god energi blandt egne rækker, men der er nu ikke noget, der luner så godt som splid og hidsige konfrontationer hos modstanderholdet. De unge løver klædt i rødt og hvidt var ikke perlevenner i modgang, og deres trænere formåede slet ikke at styre deres spillere i en positiv retning. Specielt havde de en lille hidsig playmaker, der konsekvent tog 4 skridt, havde 33% for meget temperament og generelt bidragede med dårligt humør og håbløse afslutninger. Dog skal han roses for en fantastisk præcision i hans grydeklipfrisure, der stod superskarpt.

På Voels side af baren var der ingen over eller ved siden af Christian Volder, der serverede publikum den ene lækre håndboldcocktail efter den anden. Han tog sagen i egen hånd, da kampen skulle afgøres i anden halvleg. Flotte, flotte mål fra venstre back stod i stor kontrast til hans afslutninger fra stregen og halvslatne kontrafase i kampens første 30 minutter. Men det er der ingen, der husker nu, da CV stod for kampens detalje, der står helt klart i erindringen. Lovens lange arm stjal genialt en bold direkte efter opkast fra måbende Kjellerupspillere, der ikke kunne se det sjove i situationen. De diskuterede hændelsen på midten, mens den elegante håndboldboheme luntede ned i den anden ende og sikkert scorede. Blandt andet til stor glæde for Farmand Steffen, der havde taget plads på tilskuerrækkerne. Volder Senior havde en god aften i Kjellerup, og det var tydeligt, at han for længst har distanceret sig fra den prekære Pikugle-episode.

Håndboldfaderen over dem alle var også mødt op. Legenden H.P. Hansen behøver ingen introduktion, og hans blotte tilstedeværelse kunne mærkes helt ind på banen. Sønnike Jake var tydeligvis påvirket, og den normalt sikre fløj afsluttede forfærdeligt i første halvleg. Men i anden halvleg var han som forvandlet, da han scorede fra både stregpositionen og ikke mindst fra venstre back, hvor han efter et laaaangt svæv, der nærmest virkede som et slag i ansigtet på tyngekraft og fysiske love fandt lidt plads i favorithjørnet ved målmandens højre fod. Klassemål!

Som en afsluttende servicemeddelelse kan det oplyses, at Arena Midt fredag d. 30. januar er vært for Opera on the Rocks. Fra kun 248 spir kan du tilbringe en aften i selskab med nogle af de bedste nordiske musikere på en mark lidt udenfor Kjellerup.

Holdet: Holbert, Luffe, Ryge, Heidemann, Fenner, Pete, Volder, Jake, Georgi og Madsen som dirigent. Se stilling og alt det der: Klik her

Must-see, ca. 5:00

[gdlr_video url=”https://youtu.be/756xZEgu_rE” ]

[pro_ad_display_adzone id=”2″]

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com