Efter sommerferien kan man igen opleve Andrea West Bendtsen optræde i JYSK arena for sin barndomsklub. Efter tre sæsoner i Holstebro, vender hun hjem til den klub, hvor håndboldkarrieren begyndte for hendes vedkommende.
Den 22-årige venstre back har i denne sæson været Holstebro Håndbolds mest scorende spiller i Bambusa Kvindeligaen, hvor hun har fået nettet til at blafre 75 gange i 17 kampe. Det er dog ikke kun i angrebsspillet, at Andrea West Bendtsen har sine kvaliteter ifølge cheftræner Jakob Andreasen:
”Andrea tog i sin tid væk herfra for at blive førstevalg i en klub. Det lykkedes for hende i Holstebro, og det har udviklet hende til at blive en dygtig spiller, der udfylder vigtige roller i både forsvar og angreb. Hun er heldigvis endnu ikke en færdigudviklet spiller, men en spiller som vi stadig kan være med til at rykke på forskellige parametre, hvilket vi glæder os til. Hendes engagement er altid i top og det vil være med til at videreudvikle hende”.
Andrea West Bendtsen ser selv også frem til at gøre comeback i klubben:
”Silkeborg-Voel KFUM er min barndomsklub og derfor er det også indlysende, at det betyder meget for mig at vende hjem. Jeg har haft et par gode sæsoner i Holstebro, hvor jeg har fået masser af spilletid og derved også er blevet en mere erfaren spiller. I de år jeg har været væk fra klubben er der også sket meget, og jeg ser frem til at blive en del af det set-up der er i Silkeborg-Voel KFUM. Derfor er jeg også meget ambitiøs på både holdets og mine egne vegne”
Aftalen mellem Silkeborg-Voel KFUM og Andrea West Bendtsen gælder for de kommende to sæsoner