Af Jens I. Rasmussen
Nederlaget tirsdag aften i udekampen mod Nykøbing Falster skal på afstand hurtigst muligt, og det er det kommet.
– Vi er ret afklarede, for der er ingen tvivl om, at alle gjorde alt, hvad de kunne. Men det er sådan, at spiller man skidt, kan man tabe til alle i Ligaen, og spiller man godt, kan man slå alle, siger cheftræner Jakob Andreasen.
De er mange forklaringer på nederlaget i Nykøbing, men der lyder ingen undskyldninger.
– I Nykøbing blev vi ramt hårdt af udvisninger tidligt i kampen og dertil kom en række tekniske fejl, som gjorde det svært for os. Men det lykkedes dog at spille lige op med dem i anden halvleg, siger Jakob Andreasen.
Nu gælder det Horsens, der startede sæson med et stort nederlag på 30-19 til Aarhus, et nederlag til København på 29-24, uafgjort 24-24 mod Skanderborg, for derefter at vinde med 29-30 i Ringkøbing. I den seneste kamp vandt Horsens hjemme over Randers med 34-22.
– Horsens har været udfordret af en række skader i starten af sæsonen, men holdet ser ud til at have flere og flere spillere klar igen. Deres niveau har også rejst sig, så der venter et brag af en tæt kamp. Men der er nye muligheder for os, og kan vi vinde, er vi der, hvor vi har drømt om at være, siger Jakob Andreasen.
Nogle af de unge spillere i truppen fik spilletid i Nykøbing, men det tager sin tid at få dem spillet ind.
– En spiller som Thea Rasmussen har den hastighed i sit spil, som passer til vores stil. Det arbejder vi med, men der skal tid til, siger Jakob Andreasen om Skanderborg-talentet, der kom til klubben før denne sæson.
Han må fortsat se bort fra Filippa Idéhn i målet på grund af en fiberskade.
– Men Stine Bonde har taget over. Hun har været her så længe, at hun er blevet en Voel-pige indtil benet. Det er sjældent at opleve en spiller så længe i samme klub, siger træneren.