Jakob Andreasen er fortrøstningsfuld efter tilgangen af Filippa Idéhn og Ann Grete Nørgaard

Af Jens I. Rasmussen

 

Cheftræner Jakob Andreasen er fortrøstningsfuld før den nye sæson, der starter med hjemmekampen onsdag den 1. september mod de forsvarende danske mestre fra Odense.

Tilgangen af den svenske landsholdsmålvogter Filippa Idéhn og den evigt-unge fløj Ann Grete Nørgaard har givet et boost, som han ser som en uvurderlig gevinst.

”Som Filippa har stået i vores træningskampe, er hun en klar styrkelse af holdet, og Ann Grete har rutinen. Efter sidste sæson lægger Eira Aune yderligere lag på, og med Helene Kindberg tilbage i nær fremtid, ser det godt ud. Eira Aune har været stabil, og det samme har Louise Ellebæk været i en lang periode”, siger Jakob Andreasen og uddyber:

”Så på målvogterpladsen, på fløjene og på stregen har det været rigtig godt, og vi har vundet træningskampe over Holstebro, Skanderborg og Ringkøbing.

Sofie Bæk Andersen og Natasja Andreasen er klar i nær fremtid, så bagkæden igen bliver komplet, så optimismen bobler i klubben før sæsonen.

”Der er ingen tvivl om, at vi på længere sigt bliver et stærkere hold end i sidste sæson. Stemningen i spillertruppen er rigtig god. Alle er gode til at byde ind med, hvad de har hver især. Spillere er gode sammen og har det godt i hinandens selskab”, siger Jakob Andreasen.

Ligatruppen og klubbens talentfulde U17-hold har netop været i træningslejr i Skærbæk i Sønderjylland.

U17 spillerne var med for at knytte et bånd nedad i fødekæden. En af de seneste spillere, som er rykket fra ungdomsrækkerne til liga-truppen er Maja Laursen.

Silkeborg-Voel måtte desværre sige farvel til  Julia Eriksson, der aldrig kom i gang i sin nye klub. Efter sidste sæson tog klubben afsked med målvogter Eli Marie Raasok, der er taget til Randers, og Jane Schumacher og Hege Bakken Wahlquist, der begge har stoppet karrieren.

 

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com