Efter en kamp, der desværre ikke gik, som vi havde troet og håbet på i Aarhus onsdag aften, glæder vi os til at revancere, når vi i aften tager imod TTH Holstebro til årets sidste hjemmekamp i JYSK arena, som vises på TV2 Sport.
Derfor er det vigtigt, at pigerne er videre, når de løber på banen i aften og er klar til at vise det flotte spil, de har vist i tidligere kampe mod tophold som FC Midtjylland, Team Esbjerg og Odense Håndbold.
Selvom pigerne flere gange har bevist, at vi har en god trup i år, er de begyndt at mærke presset i forhold til den smalle trup, vi spiller med i denne sæson. På trods af det forventer vi en flot præstation i aften, hvor pigerne har haft næsten en uge til at komme sig over onsdagens kamp.
Det er også ekstra velkomment og vigtigt med en sejr i aften. Både fordi kampen bliver vist for resten af Håndbolddanmark ude i stuerne, men også fordi en sejr kan rykke os op i top otte i HTH GO Ligaen. Det er nemlig der, vi har ambitioner om at være placeret, når vi er færdige med grundspillet. Derfor håber vi selvfølgelig, at mange vil bakke vores piger op ude fra tribunerne og være med til at skabe en god aften i JYSK arena.
Lad os alle hjælpe hinanden med at få to point mod TTH Holstebro i aften.
Mikael Bak – adm. direktør