Efter en weekend med sociale arrangementer for ligatruppen, står der igen i aften træningskamp i kalenderen. Denne gang er det det norske ligahold Storhamar, der kommer på besøg med stjernespillere som blandt andre Heidi Løke og Chana Masson.
Silkeborg-Voeltruppen er efterhånden ved at være fuldtallig, efter U20-landsholdsspillerne er retur fra VM og en kort sommerferie. Der tilfører lidt mere bredde til truppen, der dog endnu mangler at få stregspiller Camilla Fangel hjem fra VM i Beach Håndbold.
De tre U20-landsholdsspillere Emilie Ytting, Helene Kindberg og Louise Ellebæk glæder sig alle til at spille kamp i den grønne trøje og tage del i opstarten sammen med resten af ligaholdet.
Kampen mod Storhamar spilles klokken 17 i Voel Hallen, og der er naturligvis gratis entré.
Har du ikke mulighed for at se kampen, vil der blive liveopdateret fra vores Facebookside.