Det blev en sand gyser, da Silkeborg-Voels U19 piger på hjemmebane mødte Randers. Med en kæmpe holdindsats lykkedes det Silkeborg-Voel at vinde 25-24 efter at have været bagud 11-14 ved pausen.
“Vi var ikke spået mange chancer inden kampen, da vi havde flere sygdomsramte spillere og et par afbud. Heldigvis fik vi hjælp af Frida Knudsen fra U17 og Natasha Lerche, og med en kæmpe fight af alle på holdet hev vi sejren hjem til aller aller sidst efter at have værte bagud nærmest hele kampen”, fortæller assistenttræner Jane Schumacher.
Odds’ene blev ellers ikke bedre af, at Mille Lejsgaard fik rødt kort ved stillingen 9-10, og Silkeborg-Voel derfor måtte spille resten af kampen med kun én fløjspiller.
“Heldigvis havde vi tre stregspillere til rådighed, så de måtte skiftevis træde til på en uvant fløjposition. Igen kan man kun tage hatten af for de piger, for lige meget hvad og lige meget hvor på banen de stod, gav de alt, hvad de kunne”, siger Jane Schumacher.
Hun var specielt imponeret af Karla Thomsen.
“Hun lignede en syg zombie og havde ingen energi, men alligevel bidrog hun med fire scoringer og mange gode indspil”, siger Jane Schumacher.
Med sejren slog Silkeborg-Voel et lille hul til Randers og ligger nu på femtepladsen med 10 point, tre mere end Randers på sjettepladsen.
U19 pige LIGA
Silkeborg Voel – Randers 25-24 (11-14)
Målscorere: Kristina Ernst 5, Karla Thomsen 4, Julie Kepp Larsen 4, Josephine Videbæk 4, Mille Lejsgaard 2, Freja Falkenberg 2, Natasha Lerche 2, Nanna Olesen 1, Frida Knudsen 1
Næste kamp er på udebane mod Herning-Ikast