Der bliver dækket op til en vaskeægte topkamp i JYSK arena fredag aften, hvor ligaens nummer 1 og 3 mødes i en hård duel. 

Silkeborg-Voel er kommet godt fra start på sæsonen med syv point ud af otte mulige og videre avancement til kvartfinalerne i Santander Cup, hvor de på tirsdag møder sidste sæsons DM-sølvvindere Odense Håndbold på hjemmebane.

Fredag aften gælder det dog i første omgang Nykøbing Falster, der i øjeblikket topper ligaen med fire sejre på fire kampe. Derudover har det sydsjællandske tophold flere store navne på holdkortet. De fleste kender Kristina Mulle Kristiansen fra landsholdet, men også navne som Johanna Westberg, Lærke Nolsøe og Cecilie Greve vil mange genkende.

Det er altså et godt hold, der kommer til JYSK arena, og en modstander, som Silkeborg-Voel igen vil være underdogs i forhold til. Dermed ikke sagt, at man skal forvente en syngende lussing til de grønne damer. Tværtimod er det et hold, som Jakob Andreasen og hans ligadamer generelt har haft et godt tag på.

Silkeborg-Voel og Nykøbing Falster har fulgtes pænt ad fra 1. Division og op i ligaen, hvor begge hold har arbejdet sig pænt op i tabellen og er blevet en modstander, de fleste hold har stor respekt for.

Jakob Andreasen ytrer ligeledes stor respekt for Nykøbing Falster.

– Det er et godt hold. Vi vil kæmpe hårdt for at vinde, men jeg kan ikke på forhånd sige, om vi får en snitter og taber med ti mål, eller om vi vinder med fem. Begge dele kan sagtens lade sig gøre i lige netop den her kamp, men jeg håber selvfølgelig på det sidste. Det er det, vi arbejder for til træning og på vores taktiske møder. Kommer vi godt ind i kampen, og får ordentlig fat, så kan vi godt vinde, men det er en kamp, hvor vi skal have arbejdshandskerne på, siger Jakob Andreasen.

Kampen fløjtes i gang fredag kl. 18.30, lige efter vi har overrakt Silkeborg-Voel KFUMs æresnål til Voels halinspektør Jørn Hansen.

KØB BILLET HER

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com