Thea Rasmussen kom til Silkeborg-Voel før sidste sæson. Det blev en lidt blandet oplevelse med ikke så meget spilletid og en lang skadesperiode, men i denne sæson blomstrer hun og er hot lige nu.
”Vores januar har været helt fantastisk. Vi har taget seks sejre i seks kampe, vi har et  mega fedt hold, nogle gode trænere  og en fed klub, der tager sig af os. Det er fedt at være Silkeborg-Voel-spiller lige nu”, siger Thea Rasmussen.
Hun er således kommet stærkt tilbage i denne sæson.
”Jeg er kommet godt tilbage fra min skade fysisk, og så har jeg nogle trænere, som har vist mig stor tillid, og det trives jeg godt med. Og så har jeg nogle dygtige holdkammerater, som er gode til at sætte mig i nogle situationer, hvor jeg er god. Det har jeg kunnet profitere af, og det er dejligt at kunne bidrage til den flotte sæson, som vi har gang i”, siger Thea Rasmussen.
Hun møder i aften sin gamle klub Skanderborg.
”Skanderborg har ligesom os spillet en flot sæson og ligger et sted i tabellen, hvor de stadigvæk kan jagte slutspillet. Det bliver en vigtig kamp for os. Skanderborg vil også løbe ligesom os, men vi ved, når vi spiller i JYSK arena, så har vi en ottende mand bag os i publikum. Vi skal virkelig være klar. Kan vi præstere, som vi gjort i januar, tror jeg på to point”, siger Thea Rasmussen.
Hun kender modstanderne virkelig godt fra sin egen tid i klubben.
”Jeg har spillet sammen med mange af dem. De har holdt på en stor stamme af spillere, der har været der i flere sæsoner, og nogle siden jeg selv var ungdomsspiller i klubben og kun 17 år.  Det bliver et glædeligt gensyn med mange tidligere holdkammerater og gode bekendtskaber.Jeg har gået på SHEA, siden jeg var U16-spiller, har boet på deres akademi og gået på deres gymnasium. Skanderborg er en by, som betyder meget for mig”, siger Thea Rasmussen.
SHEA står for Skanderborg Håndbold Elite Akademi, og hun begrunder sit valg.
”Jeg blev kontaktet af en, som var på SHEA, og det lød som et fedt sted, hvor man kunne koncentrere sig om skole og håndbold”, siger hun.
Thea Rasmussen har været på diverse ungdomslandshold, og i sommeren 2022 var hun med til U20 VM i Slovenien. I øvrigt sammen med sin nuværende holdkammerat Maja Laursen.
”Vi fik en femteplads efter at have tabt kvartfinalen til Ungarn, der er virkelig stærke i vores årgang. Det var en kæmpe stor oplevelse at komme ud og møde så mange forskellige håndboldkulturer og se, hvordan andre lande gør det med en anden stil”, siger Thea Rasmussen.
Hun tygger lidt på spørgsmålet om hun har idoler.
” Det har man vel altid. I nyere tid er det Stine Oftedal, der er meget inspirerende at se på. Hun kan helt vildt mange ting. Tidligere var det Nycke Groot, som er en dygtig playmaker. Det er mine håndboldidoler”, siger Thea Rasmussen.
Hun spiller selv playmaker ligesom hendes idoler, men slår fast, at det er hip som hap, om hun spiller playmaker eller venstre back. I Silkeborg-Voel bliver hun brugt på begge positioner.
Karrieren startede i Fredericia i sin tid.
”Jeg startede med håndbold, da jeg var 7-8 år, men stoppede igen, fordi jeg synes det var småkedeligt. Så startede jeg på badminton, men som 10-årig startede jeg på håndbold igen”, siger Thea Rasmussen.
Hendes far er Nick Rasmussen, der træner ligaholdet i Skanderborg AGF. Han har selv haft en lang karriere som spiller i Fredericia og været træner i flere klubber.
”Han blander sig ikke i min karriere. Jeg tror han har nok at se til. Min mor har derimod ikke spillet håndbold, men hun er en god løber”, siger Thea Rasmussen.
Ved siden af håndbolden arbejder Thea Rasmussen i en børnehave, men der er også tid til at læse nogle gode bøger og lytte til podcasts. Familien spiller også en stor rolle for hende.

FAKTA
Thea Hamann Rasmussen
Født: 9. oktober 2002
Playmaker
Højde: 175 cm
Tidligere klubber: Fredericia Håndboldklub 1990, Skanderborg
Personlig sponsor: Revisionsfirmaet TAL & Tanker

 

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com