Silkeborg-Voels 35-årige målvogter Stine Bonde tilhører en sjælden race i håndboldverdenen. Det er hun, fordi hun er i gang med sin 10. sæson i samme klub som seniorspiller på topplan.
På de lokale midtjyske breddegrader er det kun BSH’brødrene Mads og Nikolaj Øris, der kan matche et så langvarigt tilhørsforhold til den samme klub som senior.
Stine Bonde kom til Silkeborg-Voel forud for sæsonen 2014-2015, hvor klubben var vendt tilbage i Ligaen. Og her har hun haft det godt siden, og hun er slet ikke færdig med Silkeborg-Voel.
”Det er i hvert fald ikke planen. Jeg snakker med klubben om næste år, men jeg kan ikke sige noget endnu. Jeg er glad stadigvæk for at være her. Og det er stadigvæk et fedt projekt at være her. Jeg har været med i så mange år, at det har været forskellige ting, der har været fokus på. Jeg har også fået en større og større rolle og kunnet dele mere ud af den erfaring, som jeg har,” siger Stine Bonde.
Hun har især til træning udviklet en evne til at hjælpe sin medspillere.
”Der er også den kultur, der er blevet skabt håndboldmæssigt. Der er mange unge i år i forhold til det, vi har været vant til. Det er også en spændende proces. Man kan godt sige, at jeg er det samme sted i mange år, men det har næsten været et nyt projekt hvert år. Selvfølgelig har der været nogle år, hvor det har været meget kontinuitet. Der er flere nye spillere i denne sæson, end vi har været vant til. Det har været helt nyt, fordi vi har skullet bruge tid på at lære hinanden at kende,” siger Stine Bonde.
Det fører os frem til kampen mod Sønderjyske i efteråret, som Silkeborg-Voel tabte med 36-22 efter 17-16 ved pausen.
”Jeg føler også, at første halvleg var mærkelig i den kamp, selv om vi scorede mange mål. Vi ramte noget i angrebet, men vi ramte ikke helt noget i forsvaret. Som målmand var det en svær kamp.  Det var ikke der, vores niveau er, men i det her efterår er vi så mange nye, at  jeg må acceptere, at der kommer nogle større udfald. Spørgsmålet er så, hvordan man griber det an bagefter.”
”Jeg synes, vi står et andet sted nu, men det skal man passe på med at sige inden sådan en kamp. Men vi har gjort, hvad vi kunne for at arbejde os videre og arbejde med det, som vi kan gøre noget ved. Vi kan gå og sige til hinanden, at det ligger tæt med lige mange point, men det kan man ikke blive ved at sige, hvis man ikke selv vinder. Det har vi så startet året ud med.
Når vi ligger så tæt i point, kan vi selv være med til at bestemme, om vi skal rykke opad. Nu skal vi ikke vende hele efterårssæsonen, men i kampen mod Aarhus, havde vi styr på dem i hele kampen, og så smider vi det til sidst.  Der følte vi, at vi havde sejren; men det er ikke nok, når man ikke kan gøre det færdigt. Nu her mod Ringkøbing fik vi det vendt til en sejr, ” siger Stine Bonde.
Hun har igen fået ny målmandsmakker i skikkelse af Sophie Amalie Moth.
”Det tager lidt tid at arbejde sig ind på hinanden, men jeg kan godt li’ at arbejde sammen med Moth. Hun er god til at byde ind, og hun vil gerne have tingene på en anden måde end jeg. Det er en sjov måde at blive udfordret på, når man ikke bare gør tingene, som man plejer. Det er interessant. Hun har vist de gange, hvor hun er kommet ind, hvor der har været noget at arbejde med, at hun også kan. Så vi er en duo. Når den ene ikke rammer niveau, så kan den anden.  Hun var for eksempel med til at vinde kampen i Ringkøbing.”
Og du drømmer altså ikke om andet en Silkeborg-Voel?
”Det skulle være noget helt specielt. Men det betyder noget for mig at være i den her klub, hvor jeg kender mange i klubben og blandt sponsorerne. Det har også en charme.
Men nu er det også sådan, at jeg er et halvt år inde i en ny uddannelse i Herning som datamatiker,” siger hun.
Stine Bonde er oprindelig uddannet ergoterapeut tilbage i 2012.

FAKTA
Stine Bonde
Målvogter
Født 2. juni 1988 (35 år)
Højde: 175 cm
Tidligere klubber: Hornbæk SF, Randers HK
EHF-guld, DM-guld og DM-bronze med Randers
Landsholdskarriere: 49 ungdomslandskampe,
2005: U17 EM Guld og Ungdoms-OL Bronze,
2006: U18 VM Guld
Personlig sponsor: Vangvedvængets VVS

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com