Silkeborg-Voels 186 cm lange målvogter venter sammen med kæresten Knud sit første barn til foråret og vil derfor ikke indgå i Jakob Andreasens kamptrup denne sæson.
Selv om det ikke er det bedste tidspunkt at reducere truppen med en af sidste sæsons mest effektive målvogtere i ligaen, er klubben meget glade på Stephanie Andersens vegne.
– Stephanie Andersen har været i Silkeborg-Voel i mange sæsoner efterhånden, og vi har opbygget et rigtig tæt forhold til hinanden. Vi har derfor alle meget let ved at glæde os på Stephanies og Knuds vegne, selv om vi selvfølgelig havde håbet at have Stephanie til rådighed denne sæson, hvor vi både skal forsvare en femteplads i ligaen og ud og kæmpe med i Europa Cuppen, siger adm. direktør Mikael Bak.
Klubben har kendt til den glædelige nyhed i noget tid og har også haft tid til at spille U18-landsholdsmålvogter Emma Larsen ind som gardering for Stine Bonde. Dette er dog ikke den optimale løsning for hele sæsonen, og Silkeborg-Voel er derfor på transfermarkedet efter en erstatning for Stephanie Andersen.
– Vi har et stærkt U18-setup i år, hvor Emma Larsen skal have de bedste rammer for at udvikle sig, og det får hun ikke ved at blive indlemmet i ligatruppen for tidligt, forklarer Mikael Bak.
For yderligere kommentarer, kontakt adm. direktør Mikael Bak på telefon 28575842.