I går var Silkeborg-Voels Primo Tours-hold i ilden mod Nykøbing Falster, hvor det endte med en vigtig sejr til de grønne, og i dag var de så i kamp igen, denne gang i Santander Cup, mod Aarhus Fremad, der spiller i 2. division. Det endte med en sikker sejr på 30-18 til favoritterne fra Silkeborg-Voel.
Kampen blev spillet i Annex-hallen i Aarhus, hvor godt 70 tilskuere havde indfundet sig. Der var styr på kampen fra start til slut, og netop på grund af kampen i går, og modstandernes styrke, blev der spilletid til alle i aftenens kamp.
– Vi var lidt slidte i dag, men der var helt styr på kampen, og vi fik alle mand på banen, så nogle af dem der normalt ikke spiller så meget, fik en del spilletid, så det var fint. Til trods for ømme stænger, så var alle fit for fight og stemningen var helt i top, efter sejren i går, fortæller Rikke Iversen til silkeborgvoel.dk.
Nu står den på lidt fri, da der er landsholdspause, og det er noget Rikke Iversen ser frem til.
– Nu har vi lidt fri indtil på mandag, så det er rart, men selvfølgelig står den stadig på løb og styrketræning for egen regning samt afslapning, så vi er klar til at give den gas igen i næste uge.