Det var en kamp med alverdens betydning for Silkeborg-Voel, både for holdet og klubbens mål om at spille med om de fire eftertragtede pladser ved Final4-stævnet i JYSK arena til december og for spillernes personlige mål om at slutte sæsonen godt af. Samtidig var det både Trine Troelsen og Freja Cohrts sidste kamp i den grønne trøje.

Første angreb glippede for Silkeborg-Voel, men herfra gik det slag i slag de følgende minutter, og så var der tre mål på stribe fra de to fløje, indtil der stod 0-3 efter lige knap fem minutter. Her stemplede hjemmeholdet dog ind i kampen og fik i løbet af de næste tre minutter reduceret til 3-4.

Omkring ti minutter inde i kampen fik hjemmeholdet udlignet ved 5-5, og midtvejs i første halvleg stod der 6-7. Den tætte stilling behagede dog ikke de grønblusede Silkeborg-Voeldamer, der med en stribe beslutsomme mål fik udbygget stillingen til efter 23 minutter at hedde 7-12. Her var Freja Cohrt noteret for fem mål, og fra den modsatte fløj havde Louise Lyksborg og nyligt indskiftede Julie Aagaard lavet fire.

Med to minutter igen af første halvleg så vi et fremragende eksempel på det gode samarbejde, Stephanie Andersen og Stine Bonde har fået opbygget omkring målmandsposten. Hadsten fik tilkendt et straffekast, og lige som Stine Bonde klappede  sin målvogterkollega i hånden, fik hun et lille tip med på vejen om, hvor Hadstenskytten plejer at skyde straffe.

Andersen havde ret, og Bonde kunne meget sikkert sende bolde ud til højre for målet til stor jubel og store grin på udskiftningsbænken.

Pausen ændrede ikke det store for Silkeborg-Voel, der fortsatte i overtag og lagde ud med tre grønne scoringer i løbet af de første minutter. Hadsten fortsatte med at holde sig selv inde i kampen, men på trods af flere tilkendte straffekast og en to minutters udvisning til Rikke Iversen i løbet af det første kvarter af anden halvleg lykkedes det aldrig Hadsten at komme tættere på end fem mål.

Med ti minutter igen var stillingen 16-25. Her havde en storspillende Freja Cohrt blandt andet scoret otte gange og samtidig givet spilletid til unge Laura Christiansen.

Endelig blev der godt med spilletid til Stine Bonde, der tog chancen og viste sine kompetencer på især straffekast, hvor hun reddede hele tre af slagsen.

Kampfakta
Santander Landspokalturneringen, 6. runde, 25. april 2017 klokken 18.00
Hadsten Sports Klub – Silkeborg-Voel KFUM: 21-29 (10-15)

Målscorere for Silkeborg-Voel: Freja Cohrt 8, Trine Troelsen 5, Julie Aagaard 4, Louise Lyksborg 4, Christina Wildbork 4, Stine Skogrand 2, Sofie Bæk Andersen 1, Mathilde Strunge 1

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com