Jakob Andreasen er generelt ikke kendt for at smide om sig med de mest optimistiske ord om ligaholdets chancer mod ligaens øvrige hold, men forud for denne sæson tør den ærkejyske cheftræner godt spå holdets chancer for rimelige. Læs her, hvad Jakob Andreasen siger om holdets opstart og forudsætningerne for at få to point i morgendagens kamp mod Randers HK:
Jeg vil gerne begynde med at sige, at jeg hverken ser os som mesterskabs- eller nedrykningsfavoritter. Vi er efterhånden blevet et så etableret ligahold, at vi vel godt må forvente af os selv, at vi vil være at finde blandt de øverste otte hold, når sidste kamp er spillet i grundspillet.
Det vil betyde, at vi er med i slutspillet og får en ny mulighed for at spille med om de helt flotte pladser. Det håber jeg meget, at vi lykkes med. Både for klubbens skyld, men i høj grad også for spillernes skyld.
Vi har fået samlet et hold med nogen virkelig seje piger, som vil gå langt for at vinde hver gang. Også de kampe, hvor jeg måske er lidt mere tilbageholdende med mine forventninger og er tilfreds, bare de holder vores aftaler. Vi vil i år se nogle piger, der aldrig er tilfredse med udfaldet, hvis ikke der går to point ind på kontoen, når kampen fløjtes af, og det gør mig som træner både glad og stolt at se den gejst og vilje brænde igennem over hele linjen.
Vi har haft noget nær den bedste opstart med kun få skader, hvilket har gjort, at næsten alle har kunnet træne og spille kampe. Det er altid spændende, når man skifter en hel side ud, men jeg er fuld af fortrøstning over vores nye venstreside med Hege Bakken Wahlquist, Anna Sophie Okkels og Birgitte Karlsen, som alle har vist, at de er kommet til Silkeborg-Voel for at vinde kampe.
Samtidig glæder jeg mig over at se både Louise Lyksborg og Rikke Iversen som lynhurtige kontraspillere.
Det tegner godt, så kom i hallen i morgen og vis pigerne, at vi alle er med dem. Især mod nogle af vores store lokalrivaler.
Jeg glæder mig til både at mærke stemningen i JYSK arena til en dameligakamp igen og ikke mindst til at skulle spille en rigtig kamp for første gang i mere end fire måneder.