Så står vi her igen. Klar til endnu en ligakamp i JYSK arena. Endnu en kamp som favoritter.

Vi har faktisk ikke tidligere befundet os helt komfortabelt i favoritrollen, og det har ofte kostet os point i kampe. Nu skal vi selvfølgelig ikke vokse ud af os selv af begejstring, men jeg synes faktisk, at kampen i lørdags giver god grund til at være fulde af optimisme for den sæson, vi har fået taget fint hul på.

Vi kom hurtigt foran og lykkedes rigtig flot med at udbygge den føring gennem hele kampen, både med de faste spillere på banen og med vores unge spillere.

To af dem, Emilie Ytting og Helene Kindberg, ligger på hhv. femte- og sjettepladsen over ligaens bedste ungdomsspillere målt ud fra MEP. Det er også blevet bemærket i erhvervslivet, hvor to af vores eksisterende partnere har opgraderet deres sponsorat og er blevet personlige sponsorer for de to talentfulde U20 landsholdsspillere. Tak for støtten til Sydbank og Trium Pumper.

Status inden dagens kamp er, at vi ligger på en delt førsteplads med Nykøbing Falster med en målforskel på +16 mål. Det skal selvfølgelig ses ud fra flere ting. Først og fremmest ligger vi her på baggrund af to kampe mod modstandere, som vi også burde vinde over.
Det bør vi også gøre over dagens modstander, som faktisk har spillet helt fornuftigt her i de første kampe, men det vil stadig være en overraskelse og ikke mindst en skuffelse, hvis vi ikke går fra hallen med endnu to point i dag.

Dagens kamppartner er i dag Juul Fotografi, som forud for sæsonen har taget alle de flotte billeder af ligadamerne, som I kan se både her i folderen, så storskærmen og flere andre steder. Thomas Juul har til denne sæson lavet en særlig Silkeborg-Voelkampagne, som du kan læse om i dagens kampmagasin.

Vel mødt i JYSK arena kl 18.30.

Mikael Bak – adm. direktør

køb billet til kampen her:

www.billetsalg.dk/silkeborg-voel

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com