Endnu en kontraktforlængelse er på plads hos Silkeborg-Voel Håndbold. Denne gang drejer det sig om den rutinerede målmand Stine Bonde, der har forlænget sin kontrakt med to år.
Stine Bonde kom til klubben tilbage i 2014 fra Randers HK, og siden da har hun optrådt for Silkeborg-Voel, hvor det gennem årene er blevet til mere end 150 førsteholdskampe.
Direktør Mikael Bak udtaler om forlængelsen:
”Vi er glade for, at det er lykkedes at forlænge aftalen med Stine Bonde, der gennem mange sæsoner har været en stærk målmand for vores hold. I denne sæson har hun sat streg under, at hun har et rigtig højt topniveau, hvilket er set ved flere lejlighed – særligt i vores udekamp mod Nykøbing Falster Håndbold”.
Med denne forlængelse er en stor del af holdet til næste sæson på plads, hvilket glæder Mikael Bak:
”Det er dejligt at gå på juleferie med disse forlængelser, samtidigt med at vi er glade for, at vi på dette tidspunkt er så langt med at have holdet for næste sæson på plads. Det sender et godt signal til både nuværende og potentielt kommende spillere, og naturligvis også vores forskellige samarbejdspartnere.”