Alt faldt i hak for Silkeborg-Voel, da grundspillets sidste runde blev afviklet onsdag aften. Selv sørgede holdet for en sejr over bundholdet Ajax på 30-26, mens Nykøbing Falster med en sejr over København på 35-30 fik København og Silkeborg-Voel til begge at ligge med 28 point.
Og med sejre over København i begge opgør i grundspillet er Silkeborg-Voel bedst indbyrdes og dermed på en femteplads. Det betyder, at Silkeborg er i slutspilspulje med Team Esbjerg, Nykøbing Falster og Sønderjyske.
Men det holdt hårdt for Silkeborg-Voel, der måtte kæmpe sig tilbage i anden halvleg efter at være bagud med 12-14 ved pausen,
Der blev brændt de mest oplagte chancer, og forsvaret havde det også svært.
Cheftræner Peter Schilling Laursen var da også en lettet mand, da sejren var sikret.
“Det flaskede sig for os, og vi vandt en – på papiret – let kamp. Det blev svært, for vi spillede med håndbremsen trukket. Det var ikke 100 procent, og vi havde svært ved at få vores spil til at køre især i 1. halvleg. Vi stod meget i forsvar. Det var 70 procent forsvar og 30 procent angreb. Vi vil gerne løbe og have afviklet vores kontraer. Det lykkedes ikke i første halvleg, og så blev det bare tungt at stå dernede i defensiven og have tålmodighed,” siger Peter Schilling Laursen.
Han var dog imponeret over Ajax, der ikke bare lagde sig ned på forhånd.
“Cadeau til Ajax, der fik kampen over på deres præmisser i første halvleg. Stor respekt for at de angriber kampen på den måde og prøver på at stjæle to point. Det er sejt, når man ligger dernede og er underdog. De prøvede i hvert fald at ødelægge det for os. Deres målvogter Ditte Vind stod en god kamp målet, for vi kom ellers til fine chancer, men manglede at få sat bolden i kassen,” siger Peter Schilling Laursen.
“Vi fik sat trumf på i anden halvleg, som vi vinder 18-12, og det blev heldigvis ikke en sidste minuts afgørelse. Vi kunne trække vejret roligt de sidste fem minutter. Der var lige et godt moment i anden halvleg, hvor vi fik et forspring. Desuden havde vi godt forsvarsspil,” siger cheftræneren.
Det var en afgørende periode, hvor Mathilda Lundstrøm, som havde brændt oplagte chancer i første halvleg, kørte på og scorede tre gange i træk. Det vidner om klasse. Stine Bonde reddede sit andet straffekast ved 24-22, og Natasja Andreasen satte sig også igennem med fem af sin syv mål i anden halvleg. Her blev sejren sikret.
Og Maria Holm havde virkelig godt gang i venstrehånden med otte mål.
Peter Schilling Laursen havde grund til at være stolt med en femteplads i sin første sæson som cheftræner. Da han var assistenttræner for holdet helt tilbage i 2014-2015-sæsonen blev det også til en femteplads grundspillet.
“Vi har tabt til de andre tre hold, så det er ikke sådan, at jeg jubler og tror at nu en semifinalepladsen i hus. Der er meget hårdt arbejde, der skal gøres. Men vi skal tillade os at drømme om det, og den drøm ville være tæt på at være slukket, hvis vi var kommet i pulje med Ikast og Odense. Men nu lever den lidt, for Nykøbing Falster er til at tale med. De har et point med over, så vi skal slå dem to gange, og vi skal slå Sønderjyske to gange. Der er meget, som skal flaske sig.” siger Peter Schilling Laursen.
Kampens spiller hos Ajax blev Ditte Vind, der stod sin afskedskamp.
Natasja Andreasen blev dagens højdespringer hos Silkeborg-Voel, mens topscorer Maria Holm blev kampens spiller hos Silkeborg-Voel.
Kvindeligaen
Silkeborg-Voel – Ajax 30-26 (12-14)
Målscorere:
Silkeborg-Voel: Maria Holm 8, Natasja Andreasen 7, Mathilda Lundstrøm 4, Maja Edling 3(3), Andrea West Bendtsen 2, Maja Laursen 2, Marigona Hajdari 2, Karen Klokker 1, Sara Madsen 1
Ajax: Cecilie Specht 6, Anna Grundtvig 5, Maja Eiberg 4, Katrine Jacobsen 4, Rikke Vorgaard 2, Amalie Andersen 1, Lærke Læssøe 1, Laura Skytte 1, Anndora Dambo 1, Olivia Hoffmann 1
Udvisninger:
Silkeborg-Voel: Andrea West Bendtsen, Mathilde Kristensen, Karen Klokker
Ajax: Suna Hansen, Lærke Læssøe, Laura Skytte
Stillinger undervejs:4-2, 6-3, 8-8,10-10,12-14, 14-15, 15-17, 17-17, 19-18, 20-21, 23-21, 25-22, 29-24, 30-26