Peter Schilling Laursen, der har været assistenttræner på ligaholdet i Silkeborg-Voel KFUM gennem de sidste to sæsoner, har valgt at stoppe på posten for at prioritere sit civile job.
– Jeg bliver færdig som pædagog til sommer, så i første omgang har jeg valgt at prioritere, at finde mig et fast job som pædagog. Så må vi se om, der bliver tid til håndbolden, men jeg kan ikke forestille mig, at jeg slipper den helt, fastslår Peter Schilling Laursen.
Han understreger, at det således er ganske udramatisk, at han nu stopper som assistenttræner.
Højdepunkterne gennem de to år har været oprykningen til ligaen sidste år og femtepladsen i denne sæson. Han vil savne samarbejdet med pigerne og Jakob Andreasen.
– Mit makkerskab med Jakob har været rigtig godt. Han har vist mig utrolig stor tillid og jeg kan kun sige en stor tak til ham, den øvrige trænerstab, spillerne og ledelsen i klubben for et godt samarbejde, understreger Peter Schilling Laursen.
Cheftræner Jakob Andreasen, har også været glad for samarbejdet med den nu afgående assistenttræner.
– Det har været en stor fornøjelse, at arbejde sammen med Peter. Vi har haft et forrygende samarbejde gennem de to sæsoner. Jeg håber, Peter fortsat vil arbejde med håndbolden, for han er en stor trænerkapacitet, siger Jakob Andreasen.
Peter Schilling Laursen afløses på posten som assistenttræner af Mathias Madsen fra den kommende sæson.