Silkeborg-Voel bød Odenses stjerne- og landsholds-spækkede mandskab op til dans i ligaopgøret på udebane onsdag aften.
Odense vandt ganske vist med 30-28, men de midtjyske gæster havde stor ære af kampen. Silkeborg-Voels spillere gav aldrig op, selv om holdet midt i anden halvleg flere gange var bagud med syv mål.
” Vi spillede med om point til sidst, og havde vi været en tand skarpere på nogle detaljer, kun vi godt have fået point. Kampen vender i anden halvleg, da Mie Højlund udgår med en blodtud, og Odense spiller med kun to bagspiller: Stine Jørgensen og Ingvild Bakkerud. Det fik vi løst godt forsvarsmæssigt. Var vi blevet stående i 6-0-forsvar, havde vi aldrig kunnet være med. Men vi gik både i 5-1 og i en mandsopdækning. Vi kan leve med det her, men vi ville gerne have haft noget med hjem”, siger træner Jakob Andreasen.
Mathilde Sørensen var en sikker straffekastskytte alle tre gange fra syvmeterstegen og desuden havde hun gennembrud til yderligere fem mål. Desuden fik Jane Schumacher igen gang i målscorer med fire mål, deraf tre før pausen. Rikke Iversen fik tilkæmpet sig straffekast og scorede tre mål mod sin kommende klub. Hege Bakken Wahlquist og Mathilde Kristensen fik også budt godt ind.
Silkeborg-Voel kom hurtigt bagud med 3-0, men herefter kæmpede holdet sig ind i kampen og kom på tættere og tættere på og efter 22 minutter kunne Mathilde Kristensen udligne fra stregen til 13-13.
Odense svarede dog igen med tre mål i træk af Stine Jørgensen med to og Mie Højland med en til stillingen 16-13. Ved pausen var stillingen 17-14.
Stine Bonde vogtede målet det første kvarter, men efter et kvarter gjorde Filippa Idéhn comeback efter sin hjernerystelse.
Midt i anden halvleg kom Stine Bonde tilbage på banen og reddede blandt andet et straffekast fra Stine Jørgensen. I slutfasen havde Stine Bonde også flere redninger, som bragte hende op på en redningsprocent på 33.
Silkeborg-Voel vandt dermed anden halvleg med 13-14.
Næste kamp er på mandag kl. 20.00 i Jysk Arena mod Nykøbing Falster, der onsdag aften vandt over Herning-Ikast.
HTH-Ligaen:
Odense Håndbold – Silkeborg-Voel KFUM 30-28 (17-14)
Målscorere for Silkeborg-Voel: Mathilde Sørensen 8(3), Jane Schumacher 4, Hege Bakken Wahlquist 4, Rikke Iversen 3, Jane Mejlvang 3, Mathilde Kristensen 3, Lea Hansen 2, Helene Kindberg 1,
Målscorere for Odense: Mie Højlund 7, Ingvild Bakkerud 7, Stine Jørgensen 5, Freja Corth 4, Trine Østergaard 2, Sara Hald 2, Suzanne Bækhøj 2 , Kathrine Heindahl 1.
Udvisninger: Odense: Kamilla Larsen, Silkeborg-Voel: Rikke Iversen
Stillinger undervejs: 3-0, 5-2, 5-4, 6-5, 9-6, 10-7, 10-9, 12-11, 13-13, 17-13, 17-14. 20-15, 24-17, 25-18, 26-19, 26-21, 27-23, 28-25, 28-26, 30-27, 30-28
Tilskuere: 1734