Silkeborg-Voels U18 piger fik revanche i Ligaen med en sejr på udebane over Aarhus United. Cifrene blev 21-27 efter 11-12 ved pausen.
I den første kamp mellem de to hold vandt Aarhus med et enkelt mål 22-23.
” Det var en arbejdssejr, og det havde vi forberedt pigerne på. Der skulle kæmpes for det, og det blev der. Aarhus var godt med i første halvleg, men vi var parate i hele kampen, og før vi nåede til de sidste 10 minutter, havde vi afgjort kampen”, siger træner Thomas Harlev.
Han er især tilfreds med holdets anden-bølge-kontra, hvor spillerne virkelig havde is i maven og spillede kontrolleret. Dertil kom kun ganske få tekniske fejl, og ingen afleveringer ud over sidelinjen.
” Vi spiller godt i øjeblikket, og det hænger sammen med, at vi træner rigtig godt. Spillerne arbejder godt med de individuelle ting, og de arbejder godt med det holdmæssige. Kampen i Aarhus blev vundet på en kontrolleret holdindsats, og forsvarsmæssigt var det fint at holde Aarhus nede på 21 mål”, siger Thomas Harlev.
Målscorere: Natasja Andreasen 6, Camilla Faartoft 6, Rikke Jochumsen 5, Emma Laursen 4, Laura Nielsen 4, Nikoline Strunge 2.
Silkeborg-Voel ligger på andenpladsen med tre point ned til nummer tre. Holdet mangler tre kampe i Ligaen.