Silkeborg-Voels 3. divisionsherrer holdt lørdag fast toppen af rækken med en udesejr over HC Midtjylland. Sejren blev på 23-30 efter 12-16 ved pausen.

” Det var tilfredsstillende, men jeg havde været lidt nervøs for kampen på forhånd, for HC Midtjylland består af nogle rutinerede tidligere ligaspillere, der forstår at tage tempoet ud af en kamp”, siger træner Paw Plougstrup.

Hans bange anelser kom da også til udtryk i kampens start og efter 22 minutter førte HC Midtjylland med 11-7.

” Vi fik så justeret på vores forsvar og fik løbet nogle kontraer, som gav os en føring ved pausen på fire mål. Der dræbte vi kampen, og vi havde forholdsvis godt styr på tingene i anden halvleg. Vi kørte på, og de ældre HC Midtjylland-spillere kunne ikke holde dampen oppe i 2 gang 30 minutter”, siger Paw Plougstrup.

Han skiftede målmand allerede ved stillingen 8-4. Ole Christensen kom ind og havde 18 redninger og var med til at vende kampen.

” Vort forsvar dækkede også bedre, ikke mindst med Christian Holm og Kasper Knudsen i midterforsvaret”, siger Paw Plougstrup.

Målscorere for Silkeborg-Voel: Jacob Stengaard 7, Asbjørn Andersen 6, Casper Rasmussen 4, Mads Sønderby 4, Marcus Dam 3, Christian Holm 3, Kasper Knudsen 2, Emil Omme 1.

Næste kamp er lokalopgøret mod HA85 på fredag hjemme i Voel-Hallen.

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com