Så er det igen tid til hjemmekamp i Silkeborg. JYSK arena er efterhånden blevet en rigtig stærk hjemmebane for os, og jeg håber derfor meget, at I på tilskuerpladserne vil fylde hallen i dag og hjælpe os til en utrolig vigtig sejr.

Med en sejr i dag vil vi komme et stort skridt tættere på slutspillet og fortsat have vores skæbne i vores egne hænder.

Men det er ikke nogen let opgave, vi skal på i dag. På trods af deres aktuelle placering i nedrykningsspillet, så kommer TTH Holstebro med nogle dygtige spillere. Det er et hold, som mange hold i ligaen har haft svært ved at slå. Inklusiv os selv, sidst vi mødte dem i kvartfinalen i landspokalturneringen, hvor vi blev slået efter forlænget spilletid.

En sejr i dag kræver, at vi spiller fokuseret gennem hele kampen og holder fast i de aftaler, vi har lavet. Vi har vist mange gange i år, hvor godt vi kan spille, når vi spiller som et hold og alle yder vores bedste. Det vil jeg også se i dag.

Siden vores sidste kamp i JYSK arena har vi spillet to udekampe, som vi begge har vundet overbevisende. Den første var en pokalkamp mod Kolding HK, som vi benyttede til at få vores unge spillere ordentligt i spil. Kampen gav blandt andet debut til vores helt egen Andrea West Bendtsen, som jeg er sikker på, vi inden for kort tid kan begynde at sluse mere og mere ind på ligaholdet.

Så fik vi også Sofie Bæk på banen igen med 11 mål i Kolding og fem i Skanderborg i søndags. Jeg er glad for at se Sofie Bæk helt tilbage med sit gode angrebsspil. Hun har vist et stort ansvar og en god kampgejst i de seneste kampe, hvilket også er egenskaber vi skal have frem i en kamp som den i dag.

Endelig er jeg nødt til igen at rose Louise Lyksborg, som for fjerde gang siden nytår er kommet på Rundens Hold i Primo Tours ligaen efter sin flotte indsats mod Skanderborg. Fire mål på fire forsøg taler næsten for sig selv, men samtidig er hun bare en rigtig vigtig spiller for os defensivt.

Jeg har stor tiltro til pigerne i dag. Vi har lovet hinanden, at vi vil vinde den her kamp, så det tror jeg på, at vi gør.

TTH Holstebro har knust vores drømme en gang den her sæson. Den fornøjelse skal de ikke have lov at få igen.

Så kom i JYSK arena og hep vores ligadamer til to livsvigtige point i kampen om slutspillet.

Mange hilsner
Jakob Andreasen

Køb dine billetter her.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com