Ikke mange havde troet på det, og langt inde i kampen virkede det heller ikke til at kunne lade sig gøre, men med 20 sekunder igen lykkedes det alligevel Trine Troelsen at hamre sit 10. mål ind og udligne til 22-22, som til stor jubel både på og uden for banen også blev kampens resultat.

Det var tydeligt fra første fløjt, at det her ville blive en af de helt hårde og fysiske kampe, hvor Silkeborg-Voel-spillerne virkelig skulle levere varen, hvis modstanderen skulle udfordres. Heldigvis havde de taget fighterskoene på og gav aftenens modstander kamp til stregen hele kampen igennem.

Vi lagde faktisk ud med grøn føring, efter Stine Bonde reddede vestjydernes første angreb og Freja Cohrt i den anden ende kunne smide bolden ind fra sin venstrefløj. De næste minutter blev meget lige og med fejl i begge ender, men på trods af en flot 3-2 føring til hjemmeholdet efter 7:30 minutter, var stillingen fem minutter senere 3-6.

Halvvejs i første halvleg var det Silkeborg-Voels tur til at have momentum, da Sofie Bæk og Trine Troelsen sammen leverede tre hurtige scoringer, mens Stine Bonde lukkede godt af i mål. Pludselig var Esbjergs firemålsføring nede på et enkelt, og håbet levede på ny på lægterne i JYSK arena.

Tættere kom vi dog aldrig på inden pausen, hvor vi fortsatte med at hænge et til to mål efter gæsterne fra Esbjerg.

Efter pausen var Stephanie Andersen kommet i mål, og hun diskede straks op med et par gode redninger, som suppleret af flotte scoringer i den anden ende betød, at stillingen efter 7 minutter var 14-15. Det ene måls forskel prægede det meste af anden halvleg, hvor Voelpigerne flere gange havde chancen for at udligne, men det ville ikke lykkes.

Ikke før et halvt minut før slutfløjt, hvor Trine Troelsen efter grøn time-out hamrede bolden ind og lagde et ultimativt pres på Esbjerg, som da også fik tilkæmpet sig et frikast i samme sekund kampen blev fløjtet af. Bolden her fløj et godt stykke over Stephanie Andersens mål, og så kunne hjemmeholdet juble sammen med de mange tilskuere, der var mødt op for at støtte byens piger i sæsonens første hjemmekamp.

Kampen endte 22-22 som et bevis på en god, hård fight fra de grønne.

Kampfakta:
Primo Tours Ligaen 21. september 2016 klokken 19.15
Silkeborg-Voel KFUM – Team Esbjerg: 22-22 (11-13)

Silkeborg-Voel: Julie Aagaard, Trine Bach Troelsen, Freja Cohrt, Daniella Dragojevic, Sofie Bæk Andersen, Rikke Iversen, Stephanie Andersen, Louise Lyksborg, Stine Bonde og Stine Skogrand
Cheftræner: Jakob Andreasen

Team Esbjerg: Emily Stang Sando, Mette Knudsen, Ulrika Toft Hansen, Tove Seest, Maibritt Kviesgaard, Rikke Riber Zachariassen, Laura van der Heijden, Filippa Idéen, Jenny Alm, Alberte Stenderup Rasmussen, Susanne Kastrup Forslund, Mathilde Storgaard, Lara González, Maria Mose Vestergaard, Anne Brinch-Nielsen, Vilde Mortensen Ingstad, Estavana Polman, Lærke Møller
Cheftræner: Lars Frederiksen

Mål for Silkeborg-Voel: Trine Bach Troelsen 10, Sofie Bæk Andersen 4, Stine Skogrand 3, Freja Cohrt 2, Louise Lyksborg 1, Rikke Iversen 1 og Julie Aagaard 1

Advarsler: SV: Rikke Iversen, Leon Henriksen – TE: Estavana Polman, Rikke Riber Zachariassen, Ida Bjørndalen Karlsson, Lars Frederiksen
Udvisninger: Jenny Alm, Estavana Polman (Esbjerg), Trine Troelsen, Stine Skogrand

Tilskuere: 712

 

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com