Kent Fercinand Knudsen, der er medlem af klubbens ungdomsudvalg, og har ansvaret for udviklingen på drengesiden i klubben, er netop vendt hjem fra et besøg hos den ungarske klub Tatabanya Kezilabda Club.
Gennem de senere år, er der opbygget et venskab mellem denne klub og Silkeborg-Voel KFUM. Primært på den led, at hold fra Silkeborg-Voel KFUM har deltaget i et stævne i Ungarn, ligesom Tatabanya har været på besøg i Danmark og deltaget i julecuppen i Bjerringbro. Samarbejdet er kommet i stand via BSV, da Grundfos er hovedsponsor i Tatabanya – som egentlig hedder Grundfos Tatabanya KC.
I forbindelse med deltagelse i de danske stævner har ungarerne haft det svært. De har i mange år lagt vægten på den fysiske side af håndbolden, og derfor kommer de til kort, når de møder hold, der formår at kombinere fysik med teknik og taktik.
Ungarerne har med interesse fulgt det arbejde, der har været gjort i Silkeborg-Voel KFUM primært omkring U14 årgangene. Et arbejde som nu udbredes til andre årgange via den værktøjskasse, som et udvalg under klubben har udarbejdet.
Senest har en ung idræts studerende fra klubben været på besøg i Voel, og der fundet inspiration til at oprette et håndboldakademi i Tabanya til gavn for ungdomshåndbolden. I den forbindelse har en flok unge trænere med en sponsor i spidsen ønsket at indlede et samarbejde med Silkeborg-Voel, og drage nytte af den måde, der arbejdes på i Voel – populært kaldet Voel filosofien.
Inspiration
På den baggrund har Kent Ferdinand været i Ungarn for at introducere spillere og trænere for Voel-filosofien, og i samarbejde med de ungarske trænere indledt arbejdet med at implementere “værktøjskassen* i klubben. En kasse der indeholder ideer til taktisk, teknisk og fysisk træning, og som er med til at udvikle den enkelte spiller.
Ungarerne tog godt i mod kassen, og skal nu i gang med at bruge de redskaber, de har fået. Det er tanken at Kent vender tilbage til påske næste år, hvor man så skal evaluere arbejdet i Tatabanya og videreudvikle på tingene. Sideløbende kan klubbens trænere konsultere Kent og Silkeborg-Voel KFUM for at få gode råd til arbejdet.
Med på turen til Ungarn var sønnen Frederik. Han virkede som kanin, og viste de ungarske spillere de øvelser, som Kent havde med sig.