Silkeborg-Voel-profilen Mathilde Kristensen har sat sin underskrift på en ny kontrakt med klubben, der gør at hun i de kommende to sæsoner vil optræde i den grønne trøje.
Mathilde skiftede forud for sæsonen 2019/2020 til Silkeborg-Voel. Forinden havde hun haft en periode hos norske Vipers Kristiansand, med hvem hun vandt bronze i Champions League i 2019.
I Silkeborg-Voel er direktør Mikael Bak en glad mand: ”Det er dejligt, at vi senest med forlængelsen af Helene Kindbergs aftale og nu Mathilde Kristensen, kan begynde at se flere brikker for den kommende sæson falde på plads. Vi synes Mathilde er faldet rigtig godt til hos os, og hun repræsenterer meget af det, som vi gerne vil stå for, nemlig ydmyghed og hårdt arbejde. Hun er på mange måde en god ambassadør for os, og det håber vi hun også vil være i de kommende to sæsoner”.
Hos hovedpersonen selv, er der også tilfredshed med, at fremtiden nu er på plads: ”Jeg har for første dag følt mig godt tilpas i klubben. Samtidigt synes jeg, at vi har et rigtig spændende hold, hvor der er potentiale til mere. Sidste sæson endte uforløst pga. nedlukningen, og jeg glæder mig derfor til i denne og de to næste sæsoner at spille med i den sjove ende af ligaen, det er her jeg mener, at vi hører til”, siger 27-årige Mathilde Kristensen.
I sine to sæsoner hos Silkeborg-Voel har Mathilde haft Tikma El som sin personlige sponsor. De er som sædvanligt på trøjen af hende, når holdet i aften løber på banen til den sidste kamp inden landskampspausen.