Silkeborg-Voel kan med glæde meddele, at Sofie Bæk Andersen og Rikke Iversen fortsætter i den grønne trøje i de kommende to sæsoner med udløb i sommeren 2020.
Både 23-årige Sofie Bæk Andersen og 24-årige Rikke Iversen er nogle af de mest attraktive spillere i ligaen, og derfor vækker det ekstra stor glæde hos direktør Mikael Bak, at begge to fortsætter med at spille i klubben i endnu to sæsoner.
– Sofie har udviklet sig rigtig godt i sin tid her i klubben og er med tiden blevet en rigtig vigtig spiller for os. Vi ser hende som en kommende landsholdsspiller og er derfor glade for, at hun kan være en del af vores projekt i minimum de kommende to sæsoner, siger Mikael Bak.
24-årige Rikke Iversen kom hertil i 2014 efter to sæsoner hos Nykøbing-Falster Håndbold, og er derfor en af de spillere, der har været en del af klubben i længst tid.
– Rikke har været en vigtig brik i klubbens positive udvikling gennem de seneste fire sæsoner og er et godt billede på, at vi har udviklet os sammen. Derudover har Rikke udviklet sig til at være en landsholdsspiller, som vi naturligvis er stolte af, siger Mikael Bak.
For yderligere spørgsmål, kontakt Mikael Bak på telefon 28575842.